Det kan også være, at du har en individuel pension med forsikringer, der træder i kraft, når du bliver syg. Hvis du har en individuel pension, er det en god idé at spørge pensionsselskabet eller pengeinstituttet, om du kan få kompensation for dit løntab i større eller mindre grad. Det afhænger helt af, hvad du har aftalt, og hvilke dækninger der indgår.
Er du syg i længere tid, er det en god idé at være opmærksom på dine pensionsordninger og de forsikringer, du er dækket af. Du kan kontakte dit pensionsselskab, din pensionskasse eller dit pengeinstitut for at få afklaret, hvordan du er dækket ved sygdom i din arbejdsmarkedspension og eventuelle individuelle ordninger.
Du kan se, hvilke pensioner du har, i PensionsInfo. Hvis du er i tvivl om reglerne for at skifte eller samle ordninger, kan du læse guiden pensionsselskab, flytning og klage.